Virksomhedsplan 2009
Fakta:
Nyborg Kommunale Ungdomsskole består af fire afdelinger:
Klubområdet
Nyborg afdelingen
Ullerslev afdelingen
Ørbæk afdelingen
med hver sin leder samt et fælles sekretariat.
Personalet består af 29 månedslønnede og omkring 80 timelønnede. I sæson 2007-08 var der 1115 CPR-elever og 1409 holdelever fordelt på 104 hold. På klubsiden var der 165 i eftermiddagsklubberne og 240 i aftenklubberne.
Værdigrundlag:
Nyborg Ungdomsskole skal:
• Være et kvalitativt supplement og et alternativ til de øvrige undervisningstilbud.
• Være et fristed og personligt udviklingsrum for den enkelte unge
• Være en betydelig aktør i overgangen fra ungdomsliv til voksenliv for alle grupperinger af unge.
• Være tæt på den unge i alle sammenhænge.
• Være en kompetent og foretrukken samarbejdspartner på ungeområdet
Ungdomsskolens overordnede Målsætning:
I henhold til Ungdomsskoleloven § 1 skal ungdomsskolen give unge mulighed for at fæstne og uddybe deres kundskaber, give dem forståelse af og dygtiggøre dem til samfundslivet og bidrage til at give deres tilværelse forøget indhold samt udvikle deres interesser for og evner til aktiv medvirken i et demokratisk samfund.
Serviceloven § 19
Kommunen sørger for, at der er de nødvendige klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge……
Stk. 2 Tilbudene skal i samarbejde med de større børn og de unge skabe aktiviteter og samværsformer, der fremmer den enkeltes alsidige udvikling og selvstændighed samt evne til at indgå i et forpligtende fællesskab.
Stk. 3 Tilbudene indgår som et led i kommunens generelle fritidstilbud til børn og unge og skal efter kommunens beslutning også kunne rette sit arbejde mod børn og unge med behov for støtte."
Dagklubtilbuddene skal i samarbejde med forældrene give omsorg og støtte til det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder med henblik på at styrke det enkelte barns udvikling og selvværd og at bidrage til, at børn får en tryg og god opvækst.
Servicemål:
• At andelen af unge, der benytter ungdomsskolen, fastholdes eller udvides.
• At eleverne er repræsenteret i bestyrelsen.
• At klubtilbuddene, med udgangspunkt i den enkeltes interesser og udviklingsmuligheder, skal give børn og unge et positivt og udfordrende fritidstilbud i trygge rammer.
• At der opbygges et alsidigt miljø og tilbydes meningsfyldte aktiviteter og projekter, for derved at være attraktive for alle børn og unge, uanset social, etnisk eller kulturel baggrund.
• At det forebyggende og opsøgende arbejde prioriteres højt, bl.a. gennem en aktiv indsats i SSP-samarbejdet.
• At der arbejdes målrettet på at inddrage børn, unge og forældre i aktiv medbestemmelse.
• At klubberne bredt set medvirker i en sundhedsfremmende indsats om sund livsstil og velvære.
Undervisningsdelen:
Består af tre afdelinger i henholdsvis Nyborg, Ullerslev og Ørbæk med heltidsskolen Langemosen.
De unge kan frit vælge mellem de forskellige tilbud, men der ydes ikke transporttilskud.
Mål og handleplan for undervisningsdelen:
Mål 1.
Ungdomsskolen skal fastholde og gerne styrke andelen af unge, der deltager i ungdomsskolens tilbud og styrke den almene undervisning.
Handleplan
Dette skal ske ved:
• Hvert år at udarbejde og udsende et ungdomsskole-program.
• Bruge de informationsmidler som de unge anvender.
• Informere om ungdomsskolens tilbud gennem opslag på skolerne samt annoncer i de lokale medier.
• Udvikle og ajourføre ungdomsskolens hjemmeside.
Mål 2.
Ungdomsskolen skal skabe tilbud til alle unge i målgruppen og specielt sørge for at der er tilbud til unge, som ikke tiltrækkes af eksisterende aktiviteter i idrætsklubber og lignende.
Handleplan
Dette skal ske ved at:
• Tilbyde en bred vifte af tilbud.
• Tilbyde aktiviteter som er kreative eller fysisk og psykisk udfordrende.
• Tilbyde aktiviteter som tilgodeser såvel de enkelte køns egeninteresser som fællesinteresser.
Mål 3.
Ungdomsskolens tilbud skal ud over undervisning give de unge mulighed for deltagelse i socialt samvær samt debataftener.
Handleplan
Dette skal ske ved at:
• Arbejde på etablering af ungemiljøer.
• Afholde debataftener for de unge samt deres forældre.
• Afholde sidste skoledags fest.
• Arrangere kulturarrangementer og –udflugter.
Mål 4.
Elevindflydelsen på ungdomsskolens virksomhed skal fastholdes, bl.a. ved at styrke arbejdet i elevrådet og ungdomsskolebestyrelsen gennem kursusvirksomhed, støtte, opbakning og motivation til aktivt at deltage i beslutninger omkring ungdomsskolen.
Handleplan
Dette skal ske ved at:
• Uddanne de elever som er i bestyrelse og elevråd
• Gøre elevrådsarbejdet så attraktivt som muligt.
• Afprøve nye metoder for ungeindflydelse.
• Elevindflydelse på ungdomsskolens tilbud.
Budget for undervisningsdelen inkl. ledelse, administration, bygninger samt øvrig drift:
5.390.000 kr., heraf udgør undervisningsdelen 2.300.000 kr. og heltidsundervisning 1.507.000 kr.
Klubområdet:
Består af:
Eftermiddagsklubber for børn i 4. – 5. Klasse i:
Aunslev, Frørup, Nyborg og Ullerslev med en samlet elevnormering på 150.
Aftenklubtilbud bestående af Juniorungdomsklub for 5. - 6. Klasse og ungdomsklub for 7. Kl. – 18 år i Nyborg, Ullerslev og Ørbæk
Mål og handleplan for Klubdelen.
Mål 5.
Ungdomsskolen skal udvikle sine klubtilbud så det altid er optimalt i forhold til brugere som samarbejdspartnere. Tilbuddet skal bygge på medbestemmelse, tryghed, fællesskab og skal skabe et børne- og ungemiljø, som kan forberede dem til voksenlivet.
Handleplan
Dette skal ske ved:
• Gennem de daglige aktiviteter arbejde på at fremme kompetencer, ansvarsfølelse og socialisering for det enkelte medlem.
• Anvende den pædagogik som er mest hensigtsmæssig for de enkelte grupper.
• Inddrage de unge i beslutningsprocesser.
• Udvikle et aktivt klubtilbud, som udover eftermiddags- og aftenklubber også bør være opsøgende i de unges miljøer.
• Klubberne skal medvirker i en sundhedsfremmende indsats om sund livsstil og velvære.
Budget for Klubområdet:
6.186.000 kr.
SSP
SSP består af to konsulenter og ledes af afdelingslederen i Ørbæk.
Mål og handleplan for SSP-delen:
Mål 6.
SSP-arbejdet skal med sine to opsøgende medarbejdere være tæt på de unge.
Der skal arbejdes både med generelle og specifikke tiltag overfor unge i Nyborg Kommune.
Der iværksættes generelle forebyggende tiltag, som har til formål at skabe øget viden og forståelse blandt de unge om risiko og konsekvenser ved kriminel, voldelig eller misbrugende adfærd.
Derudover iværksættes der specifikke tiltag overfor enkelte unge eller grupper af unge, der har en uhensigtsmæssig adfærd.
Handleplan
Dette skal ske ved:
• Faste tilbagevendende arrangementer i skolerne af oplysende karakter (2009 fokus på ”Unges vaner, herunder misbrug”)
• Koncepter for hvordan skolerne og klubberne reagerer, når der opstår en problematik i klassen/klubben (2009 udarbejdelse af SSP-læseplaner).
• Koncepter for hvordan foreningslivet kan reagere, når der opstår problematikker blandt de unge (f.eks. kriminalitet, misbrug).
• Koncepter for hvordan grupperinger, kliker, bander blandt de unge mødes af personale.
• Fast procedure for hvordan der iværksættes specifikke indsatser overfor den enkelte unge – mødet med den unge, forældresamarbejdet samt det tværfaglige samarbejde.
• Fast procedure for samarbejde med politiet omkring unges kriminalitet.
Budget for SSP:
835.000 kr.
Personalet:
Ungdomsskolens personale er bredt sammensat. I det daglige styres personalet af den enkelte afdelingsleder i samarbejde med sekretariatet.
Mål og handleplan for personalet:
Mål 7.
Til gavn for de unge skal ungdomsskolens medarbejdere sikres mulighed for et højt informationsniveau, mulighed for deltagelse i relevante kurser, samt sikres indflydelse på skolens virksomhed.
Handleplan
Dette skal ske ved:
• Implementere Nyborg Kommunes Personalepolitik i samarbejde med MED-Lokaludvalget
• Afholdelse af relevante kurser for udvalgte faggrupper.
• Afholde medarbejdermøder.
• Medarbejderinformationer udsendes med jævne mellemrum.
• Medarbejderindflydelse på ungdomsskolens aktivitetsudbud
• Medarbejderintranet på hjemmesiden.
Budget for personaleområdet:
Personaleområdet hat intet særskilt budget, udgifter fordeles mellem de forskellige hovedområder
Vision:
Som det fremgår af ungdomsskolens overordnede Værdigrundlag ønsker vi at være en central medspiller i kommunens arbejde med unge og kan deltage aktivt i f. eks.:
• Undervisning af 18 til 25 årige udlændinge i dansk som andetsprog.
• Forsøgs- og udviklingsarbejder.
• Være entreprenør og tovholder på kommunens ungdomspolitik.
En forudsætning for at påtage sig og udføre nye opgaver er at de nødvendige ressourcer tilføres.